På halvanden uge har jeg hvirvlet mig igennem de her tre bøger. Jeg har ikke læst så meget så hurtigt siden Harry Potter. Normalt læser jeg ikke ret meget. Jeg kan ikke rigtig overkomme romaner. Der er så meget andet i hovedet. I lang tid har kun kunnet magte ganske korte tekstpassager. Og er sågar begyndt at læse digte, som ellers tidligere har kedet mig. Jeg bliver så involveret, når det er mere end det. Hele tv-serie-bølgen har jeg måtte sidde over. Jeg kan simpelt hen ikke holde til spændingen i det uforløste uge efter uge. At der ikke kommer nogen slutning. Jeg sover ikke og alting spænder op i mig.
Jeg har imidlertid længe fulgt @synnekristineeriksen på instagram og været nysgerrig på De tre tyste. Så da jeg fik fingrene i første bind, kastede jeg mig hovedkulds ud i det, uden at se mig tilbage. Og netop det at blive (for) følelsesmæssigt involveret, viste sig at være et tilbagevende tema i bogen.
Det var forfærdelig dejligt bare at overgive sig til universet. Men også angstprovokerende. En form for fortabelse, hvor jeg lidt mistede mig selv. Det er også sådan, jeg har det, når jeg skriver. Og grunden til, jeg i længere perioder ikke gør det. Dragende og skræmmende på samme tid, fordi jeg både skriver mig selv frem, og samtidig mister mig selv (ikke helt klar over i hvilken rækkefølge).
Men jeg har følt en form for forbindelse med de her bøger. Det er ikke fordi, de på nogen måde minder om det, jeg selv laver, men jeg følte, de ville mig noget. Og så var den der pludselig, den sætning: “at se blødt.” Beskrivelsen af det. Og det ramte mig, at det er præcis den måde, jeg øver mig i at skrive på. Det var så overbevisende og klart, at en dreng fra skoven selvfølgelig skal kunne “se blødt”, at hvis han fokuserer for stærkt, risikerer han at overse noget vigtigt. “Dit instinkt skal nok fortælle dig, hvornår det er tid til at fokusere.”
Synne Kristine Eriksen, De tre tyste bind 1: Beskytteren, s. 232
Selvom jeg aldrig har haft brug for at overleve i en skov, mærker jeg hvor meget det gavner både mig og min fortælling, at jeg ikke forsøger at vride den for stærkt. Hive den fremad. Ikke tage forhastede beslutninger, men blive ved med at “se blødt” omkring mig. Tage noter, skrive den frem ligeså stille, indtil jeg pludselig mærker et flow, en forbindelse, der kræver fuldt fokus og trækker narrativet frem.
Det er vel en meditationsteknik, jeg har forsøgt at integrere i min kreative proces, noget med afspændt bevidsthed. Men “at se blødt” er nærmest som at få foræret et nyt begreb for noget, jeg længe har kendt til, men ikke haft sprog for.
Og nu er det hele overstået. Jeg glæder mig til at begynde at sove igen om natten. Men det er også tomt. Og lidt ensomt at traske rundt i hverdagen mellem mennesker, der ikke har den fjerneste anelse om de ting, jeg har været igennem sammen med Sigurd og Myrhat og alle de andre. Og selvom en del af bøgernes tema handler om at lære at leve med livet, også selvom det indebærer døden - netop fordi det indebærer døden, sidder jeg tilbage med en følelse af sorgfuldhed. Af tab. Der er naturligvis altid savnet, når en verden, man for en stund har været en del af, er slut. Men også den afmagt over det ubegribelige i, at noget - nogen - pludselig kan være væk. Have været der, og så høre op. Bare sådan. At det er sådan, døden også er. Det er virkelig godt gjort. Og jeg tænker på en måde, at det er essensen af meningen med fortællinger. Det, fortællinger - gode fortællinger - kan: Vi kan leve os ind i dem på en måde, der gør, at oplevelserne og erfaringerne bliver en del af os selv. Fordi det ikke bare er en kognitiv forståelse af årsag og virkning, der hjælper os til at navigere i verden, men en følelsesmæssig erkendelse. Tak for oplevelsen, Synne.