Den lang(somm)e historie. En slags manifest

Om langsomhedens mystiske effektivitet, tidens historie, børnebøger, tapeter og andre ting, der umiddelbart slet ikke hænger sammen, og hvorfor de alligevel gør

(for den korte historie, se mit CV her)

Jeg har altid været langsom. Og jeg har aldrig været i tvivl om det. Det var noget alle talte om. Rullede med øjne. Skældte ud. Sukkede. Så sent som i gymnasiet fik mine forældre til en skolehjemsamtale at vide, at jeg var “meget omstændelig”. Det blev ikke bedre af, at jeg dertil også var uforbederlig “tidsoptimist” (det er vist en, der ikke har nogen realistisk fornemmelse af, hvor meget, man kan nå og bl.a. altid kommer for sent).

Skammen

Denne langsomhed er forbundet med en dyb skam. En grundlæggende følelse af at være forkert. Men uanset hvor meget, jeg skammer mig, er det ikke lykkedes mig at bryde med den. Jeg formår ikke at navigere i vores samfunds tid på samme måde som andre. Og det er nok her min nysgerrighed på tiden er begyndt. Da jeg ikke kunne beherske tiden, begyndte jeg at undersøge den. Hvad er denne her besynderlige størrelse, som definerer så meget i vores samfund, og som andre mennesker tilsyneladende navigerer (mere eller mindre) uproblematisk i?

Første rejse ind i tidens verden

Min undren udviklede sig en børnebog. Om to børn, der heller ikke kan komme overens med tiden, og derfor rejser ud for at slå den ihjel. De skal bare lige finde den først. Det var ligeså meget min egen rejse som deres, og undervejs fik jeg drejet de fleste af mine kurser på litteraturvidenskab til at handle om tid på en eller anden måde. En af pointerne i bogen var, at tiden er, hvad vi gør den til. En slags kulturradikal opfattelse af tiden - og et forsøg på IKKE at lave en 70’er-agtig morale, der handlede om, at vi “bare skal tage det lidt mere med ro”.

Fra bog til speciale

Børnene i bogen støder på et forfaldent urmuseum, hvor tidens historie bliver fortalt af urenes forskellige udformninger fra antikken til i dag. Ideen om dette urmuseum udviklede sig efterfølgende til et speciale på Moderne Kultur og kulturformidling om “Tidens former”. Om hvordan vi gennem tiderne har prøvet at gøre tiden rumlig, når vi skulle begribe den, give den en håndgribelig form. Og hvordan urene dels kan ses som rumlige repræsentationer af vores tidsopfattelse – men samtidig også som noget, der er med til at forme vores tidsopfattelse. Altså hvordan de både afspejler og påvirker vores forestillinger om tiden.

Mødet med virkeligheden og arbejdsmarkedets tid

Og jeg følte efterhånden, at vi forstod hinanden bedre, tiden og jeg. Jeg følte mig klædt på til at gå ud i denne her skøre, hektiske verden og give mit bidrag på arbejdsmarkedet. Men der gik ikke mere end et halvt år, før jeg ramlede med et brag og meldte mig ind i stressstatistikken.

Skyld og skam igen

Det var naturligvis ikke “bare” fordi jeg var langsom (hvis bare det var så vel, var stress næppe et så omfattende problem). Alligevel følte jeg en kolossal skyld. Skyld over ikke at slå til. Og skyld over ikke at have vidst bedre: Med al min viden om tid og dens udviklingshistorie burde jeg da om nogen have set advarselsskiltene langs vejen. Jeg burde have holdt fast i min viden om tiden og samfundet, burde have sagt fra overfor de åbenlyst uhensigtsmæssige strukturer – sjovt hvordan jeg med al min indsigt i, hvordan samfundets strukturer påvirker os, alligevel købte fuldstændig ind på fortællingen om, at det var individets eget ansvar (= skyld), når man blev stresset.

Sygemeldingen – langsomheden revisited

Jeg fik besked på at holde mig i ro, hvilket var lettere sagt end gjort, når alle hormoner i kroppen sagde “kæmp eller flygt”. Men da roen endelig begyndte at sænke sig, da jeg overgav mig til langsomheden igen, blev der også tid til at reflektere.

En af de ting, jeg fik øje på, mens resten af verden susede videre omkring mig, var, at jeg ofte havde mødt overraskede udbrud fra folk, når de så mit CV, eller når jeg nævnte et eller andet, jeg havde lavet. “Har du også lavet DET?!” eller “Du har da også lavet ALT i dit unge liv!” og den slags. Men hvordan i alverden kunne det hænge sammen, når jeg nu var så langsom? Var det ikke direkte umuligt?

Anden rejse ind i tidens verden

Her begyndte min anden rejse ind i tidens forunderlige verden. Indtil da havde jeg bestræbt mig på at beskrive tiden fra så mange vinkler som muligt uden at komme med nogen konklusioner eller moraler. Men her var et fænomen, som var så mystisk, at jeg følte, jeg måtte have overset noget.

Et forsøg på et opgør

Jeg vendte tilbage til mit speciale. Undersøgte. Tænkte. Jeg skrev en kronik om den problematiske sammenhæng mellem tid og penge, når pengene var i krise. Og jeg indså, at jeg skulle sige mit arbejde op og være forfatter (uanset om jeg så var en god eller en dårlig forfatter), fordi jeg havde brug for at skrive for at holde mig rask. Men det lykkedes mig alligevel at blive syg af netop at skrive. Jeg kom til at overføre nogle af de samme mønstre, der havde knækket mig på arbejdsmarkedet, til min skriveproces. Og jeg måtte endnu en tur derned, hvor det kun var den allerdybeste langsomhed, der kunne hjælpe mig.

Langsomhedens mystiske effektivitet

Her opdagede jeg, at der var en enorm kreativ kraft i langsomheden. Det var som om, at når jeg gjorde ting langsomt, når jeg ikke havde nogen ”deadline”, når jeg fx brugte det meste af formiddagen på at kigge ud i luften, mens jeg drak min kaffe i stedet for at svare på mails, eller når jeg mediterede eller bare lå på gulvet (fordi jeg havde ondt i ryggen) nåede jeg – om ikke mere, så i hvert fald – mindst ligeså meget! Når jeg lod være med at lade mig rive med af to-do-listen og tanken om “liiige at få ordnet det her”, nåede jeg hurtigere ind til kernen. Og det, jeg lavede, blev generelt bedre. Jeg havde det (sjovt nok) også væsentligt bedre undervejs. Og her begyndte nogle mønstre (eller former) at træde frem for mig.

Tidens former

Hele grundtanken i mit speciale var som sagt, at for at begribe denne her pudsige dimension, som tiden er, forsøger vi at gøre den rumlig. Vi har svært ved at forholde os til, hvad tid er, uden fx at beskrive den med rumlige metaforer (lang, kort, tidsrum, tidspunkt, etc). En klassisk distinktion, når man taler om tidsopfattelser, er desuden om tiden skal ses som en fremadrettet linje (fx en pil), eller om tiden skal ses som noget cyklisk, der gentager sig (fx en cirkel eller en spiral). Med andre ord: vi giver tiden former. Disse former er ikke altid afspejlet af, hvad man ud fra en naturvidenskabelig, “objektiv” betragtning kan sige om tiden som fænomen. Men formerne siger enormt meget om, hvordan vi opfatter tiden og hvordan vi lever med den. Og en af de tendenser, jeg kunne se i tidens udviklingshistorie, er at tiden er blevet mere og mere formløs.

Günter Dux og tiden i historien

Specialet var bl.a. inspireret af den tyske sociolog Günter Dux. Han havde studeret tidsopfattelser i stort set alle tænkelige kulturer og hævdede (lidt frit fortolket) i sin bog “Die Zeit ind der Geschichte” (1989), at den store forskel på alle traditionelle tidsopfattelser og den moderne, vestlige tidsopfattelse fra ca. industrialiseringen og frem, ikke så meget handler om cykliske eller lineære forestillinger om tiden, men at tiden er gået fra at være konkret til at blive abstrakt.

Den traditionelle handlingstid

De traditionelle tidsopfattelser var altid knyttet til et konkret rum og til konkrete handlinger. Man kunne ikke forestille sig tiden som noget i sig selv eller noget, der eksisterede uden for den enkelte handling. Enhver handling havde sin egen tid, der ikke kunne sammenlignes med andre. Det er sådan børn opfatter tid - og grunden til, at de ikke forstår begrebet “at komme for sent”. For i deres verden består fx en morgen af at tage tøj på, spise morgenmad, børste tænder og tage afsted. Hvis de ikke har fået morgenmad, fordi familien har sovet over sig, og i stedet bliver tilbudt en banan på vejen, bryder deres verden sammen. De bruger al deres energi på at afkode og forstå lovmæssighederne omkring sig, så hvordan kan det være tid til at tage afsted, når vi ikke har spist morgenmad endnu? Det er det, Dux kalder den centrerede handlingslogik - og den tilknyttede tidsopfattelse er en handlingsorienteret tidsopfattelse.

Den moderne verdenstid

Der er mange bud på, hvorfor vores tidsopfattelse har udviklet sig, som den har. Dux forklarer, at udviklingen i vores tidsopfattelse kan knyttes til vores handlingskompetences udvikling (altså vores evne til at handle). Jo mere komplekst, vores samfund er blevet, jo mere komplekse handlingskompetencer må vi nødvendigvis udvikle - og jo mere komplekse tidsopfattelser. Da byerne blev større, da hastigheden blev større, da transport ikke længere var afhængig af naturen, da jernbaner krydsede kontinenter og køreplaner skulle sikre, at togene ikke kørte ind i hinanden, da telegrafen gjorde det muligt at kommunikere uden forsinkelse med folk på den anden side af Jorden, var vi ikke længere tjent med en tid, der udelukkende var knyttet til det konkrete, lokale rum, vi befandt os i. Vi måtte udvide vores opfattelse af tiden til at blive en verdenstid, der bl.a. kunne rumme abstraktioner som simultanintet og synkronisering. Vi måtte acceptere, at den tid, vi hver især bruger, ikke er privat eller lokal. Acceptere, at tiden ligger uden for os. Acceptere, at vi kan komme for sent.

Når linjen og cirklen kommer til kort

Visuelt kan den moderne tidsopfattelse måske nok bedst beskrives med billedet af en linje fremfor en cirkel, fordi den er fremskridstsorienteret. Men Dux hævder, at den moderne tidsopfattelse faktisk slet ikke kan beskrives med den slags konkrete former. Med hans ord kan man altså betragte vores moderne tidsopfattelse som en grundlæggende abstrakt tidsopfattelse. Han mener også, at der ikke er nogen grund til at romantisere de traditionelle tidsopfattelser. At den moderne tidsopfattelse slet og ret er nødvendig i den moderne, globale verden.

Når tiden er tømt for indhold

Tidligere havde jeg bestræbt mig på at give Dux ret i det med, at den moderne tidsopfattelse er både god og nyttig (jeg bryder mig ikke om at lægge mig ud med dygtige, grundige akademikere på baggrund af en intuitiv fornemmelse, og jeg kunne også godt se hans pointer). Men det begyndte at foresvæve mig, at der måske var nogle faldgruber i denne her moderne, form- og indholdsløse tidsopfattelse. For når noget er tømt for indhold, bliver det et mulighedsrum for andre logikker.

Vi lever i et samfund, hvor hastighed og produktivitet bliver belønnet. Vi kan forestille os tiden på samme måde, som vi forestiller os penge: som noget, der kan investeres og vækstes, noget, som kan gå opad og fremad uendeligt. Noget, der er blottet for gentagelser. Det behøver ikke være en forkert forestilling om tiden. Iflg. Dux er det en meget intelligent tidsopfattelse, der gør os i stand til at navigere i et meget komplekst samfund. Men den kan være uhensigtsmæssig på andre måder. Den kan fx give os en illusion om, at vi er mere herrer over tiden, end vi rent faktisk er. Og så slog det mig, at der netop i forskellen mellem de traditionelle og den moderne tidsopfattelse - at der i tidens former - lå en mulig forklaring på den mystiske effektivitet, jeg havde opdaget i langsomheden.

Tid og fortælling

Jeg prøvede at tegne formerne og opdagede, at der var et sammenfald mellem nogle af de former, jeg var stødt på i mit arbejde med tidens historie i mit speciale og det, jeg registrerede i mit eget liv. Med min baggrund i litteraturvidenskab var udgangspunktet i mit speciale tid og fortælling. Fortællinger er en måde at tilegne sig færdigheder i tid og rum – vi strukturerer gerne vores tidserfaringer som fortællinger med en begyndelse-midte-afslutning og giver dem derved en meningsfuld sammenhæng.

Hjem-ude-hjem

Gennem litteraturhistorien (i den vestlige verden) er der særligt ét mønster, der har domineret fortællegenren, og som jeg også tilbagevendende stødte på i arbejdet med med tid i mit speciale og i ”Tidsjagten”: hjem-ude-hjem-fortællingen (også kaldet kontrakt-modellen mm). Det er en af de mest grundlæggende forsøg på at strukturere vores tidslige erfaringer, og den består i grove træk af fire faser:

Hjem —> Kontraktbrud —> Ude —> Prøvebeståelse—> Hjem

Hjem-ude-hjem-strukturen er typisk noget man snakker om i folkeeventyr og den slags, men er egentlig et grundmønster i langt de fleste fortællinger i vores kultur. Man kan se den som en handlingslinje med en begyndelse, en udstrækning og en afslutning, og den afspejler grundlæggende også vores opfattelse af handlinger: begyndelse-midte-afslutning.

Den krumme handlingslinje

Det pudsige er, at slutningen i hjem-ude-hjem-fortællingen på en måde lander det sted, historien begyndte, altså hjemme igen. Selvom der naturligvis er sket en udvikling undervejs, kan man således sige, at handlingslinjen krummer sig om sig selv. Her har vi med andre ord både linjen/pilen og cirklen. Det er det, Dux pointerer, når han siger, at linearitet ikke er en modsætning til den cykliske tid, men tvært imod en forudsætning for den: grundstenen i den cykliske tid er handlingens lineære udstrækning, som vender tilbage til sit eget udgangspunkt. En cirkel er jo i bund og grund bare en linje, der krummer sig om sig selv.

Den gammeltestamentelige fortælling

Den gammeltestamentelige fortælling om verden (som trækker spor langt ind i den kristne middelalder, mindst) har den samme struktur. Fortællingen bestræber sig på at integrere såvel erfaringen af de lovmæssigheder, vi ser omkring os (gentagelser) og den oplevelse vi har af, at tiden trods alt fortsætter fremad uden gentagelser: Verden er Guds skaberværk, og tiden er Guds handling, der en dag vil få en ende:

Paradis —> Syndefald —> Jordeliv —> Dommedag —> Gudsriget.

Selvom Gudsriget ikke er den samme evighed som Paradis, vender man så at sige tilbage til Gud og evigheden (evigheden som en slags modsætning til den timelighed, der er til stede i jordelivet).

Rytmer

Der er masser af eksempler på en cyklisk tankegang, som ikke kun behøver at betyde, at man reelt tror på reinkarnation og at tiden faktisk gentager sig, men at vi oplever rytmiske gentagelser som en del af vores grundlæggende tidserfaringer. Jeg talte med en lektor i kognitionspsykologi, som fortalte at forskning sågar viser, at man kan registrere, at mennesker reagerer positivt/hurtigere på hændelser, som indtræder med en bestemt tidslig rytme.

Årshjulet og naturens rytmer

Den cykliske eller rytmisk gentagende tidserfaring er også noget, vi oplever generelt i naturen omkring os (især i egne, hvor der er fire årstider):

Vinter (dvale) —> Forår (så) —> Sommer (vande og gøde) —> Efterår (høste) —> osv.

Vi ser det i døgnet (solfaserne):

Midnat (sove) —> Solopgang —> Middag (aktivitet) —> Solnedgang —> osv.

Og i livet. Fra jord er du kommet til jord skal du blive - du vender tilbage til dit udgangspunkt:

Fødsel —> Ungdom (pubertet) —> Voksen (få børn) —> Alderdom (bl.a. menopause) —> død (osv.)

Der er måske knap så mange, der mærker det, men de rytmiske gentagelser gør sig også gældende i månefaserne:

Fuldmåne —> Tiltagende —> Nymåne —> Aftagende —> osv.

Og naturligvis i kvinders menstruationscyklus:

Menstruation —> Follikulær fase —> ægløsning —> Luteal fase (”pms”) —> osv.

I alle de ovenstående cirkler har hver enkelt fase sin egen kvalitet og dertilhørende tempo. Det samme med cyklus. Kvindens hormoncyklus varer ca. en måned, hvor mandens varer en dag og de kan således siges at følge hhv månens og solens rytmer. Og der er meget, der tyder på, at det er gavnligt – både sundhedsmæssigt men også ift produktivitet – for kvinden at forsøge at følge sin cyklus’s faser ift energiniveau, frem for at forvente, at man kan gå gennem livet med samme energi- og præstationsniveau hver dag (jf fx bogen “Dit hemmelige våben. Guide til din kvindelige cyklus” af Nanna Ewald Stigel og Laila Thorsheim).

Allertydeligst måske genkender vi det cykliske mønster her:

12 —> 3 —> 6 —> 9 —> osv.

Uret

Alle de ovenstående tidserfaringer kunne man godt karakterisere som arkaiske. Gammeldags. Den eneste, der ikke umiddelbart forekommer gammeldags, er uret. Det pudsige er imidlertid, at uret, som ofte har fået en stor del af ansvaret for forandringen i vores tidsopfattelse fra naturbundet og handlingsorienteret til moderne, absolut og abstrakt, faktisk selv udspringer af denne ur-menneskelige (no pun intended) erkendelse af tidens cyklicitet: Uret mimer solens bane henover himlen, viserne er skyggen af pinden fra soluret, og det talsystem, vi benytter til at måle tiden med, udspringer af et regnesystem udviklet i mesopotamien for flere tusind år siden, som stadig bruges i geometrien, bl.a. fordi det netop er så godt til at beskrive cirkler.

Den kreative proces

Cirklen blev i årtusinder betraget som en hellig form. Så hellig, at det krævede mere end almindeligt gode argumenter for Johannes Kepler tilbage i renæssancen at overbevise verden om, at planeterne fx ikke bevæger sig i cirkelbaner. Cirklen fylder imidlertid meget lidt i vores verdensbillede i dag. Men det gik op for mig, at den kreative proces kunne beskrives med præcis samme mønster:

Hvile-/fejringsfasen —> Idéfasen (så) —> Udviklingsfasen (vande og gøde) —> Beslutnings- og afrundningsfasen (høste)

Når jeg låner metaforer fra naturen, som årets gang, og overfører på mit kreative arbejde, oplever jeg min proces meget mere harmonisk og meget mindre frustrerende. Jeg skal ikke kæmpe så meget med mig selv og opnår et meget større flow, når jeg fx ikke forventer at have den samme energi hver dag. Og den fase, hvor jeg endnu ikke kan se, hvor det hele ender, som er så frustrerende (”that slight discomfort and anxiety that we all experience when we haven't solved a problem”, som John Cleese kalder det i sine talks om kreativitet), bliver meget lettere at være i, hvis jeg tænker på det umulige i at forsøge at høste en agurk fra et frø, jeg kun lige har puttet i jorden.

Den udfasede cirkel

Det gik op for mig, at hvis der er én ting, alle disse cirkler eller mønstre fortæller om, som den abstrakte, formløse tid ikke kan italesætte, så er det en fortælling om rytmer. Temposkift. Vekslen mellem hvile og aktivitet. Og særligt: værdien af hvilefasen. Fejringen. Pausen. Som i cirklen har ligeså stor vægt som de andre faser. Når vi ikke længere har cirklen som grundforståelse af verden, når det cykliske er blevet ofret på fremskridtets alter og tiden primært opfattes som noget, der bevæger sig konstant opad og fremad, som noget, der er blottet for gentagelser, kan det være svært at se nødvendigheden af pauser. Og vi kommer nemt til at forsøge at springe (mindst) et led over i denne cirkel: vinteren, hjem, hvilefasen etc. ... alt det, der ikke er umiddelbart fremadrettet eller produktivt.

At se langsomheden gennem en anden logik

Og måske var det der, mine erfaringer med langsomhed gav mening. At det egentlig ikke var selvmodsigende, at jeg var hurtigere, når jeg var langsom, men at det bare skulle betragtes gennem en anden logiks briller, for at give mening ... At vi har glemt magien i hvilefasen: alt det vi får forærende uden at anstrenge os (ligesom shvashana, hvilefasen i yoga, der er obligatorisk efter endt praksis), og at det er derfor, langsomhed faktisk i de rette doser er mere effektivt end kronisk produktivitet? Egentlig lyder det jo som helt almindelig sund fornuft, men alligevel støder jeg konstant - både i mig selv og hos andre - på denne tilbøjelighed til at tro, at vi skal producere hele tiden.

Stadig frustrerende at være langsom

Det er ikke fordi jeg ikke stadig bliver vanvittig af min egen langsomhed. At jeg for fanden altid skal falde i staver, og så gik den arbejdsdag, og hvad har jeg nået!? Eller at jeg aldrig kan komme ud ad døren i ordentlig tid. Og det er heller ikke fordi jeg altid trives med at være langsom. Tvært imod. Når jeg først er i ”flow” kan jeg være ret hurtig … Det er mere en registrering af, at jeg har brug for langsomheden.

Frygten for virketrangen

I årene efter jeg havde haft stress, var jeg meget bange for min egen virketrang. Den havde det med at få overtaget, og jeg prøvede hele tiden at styre mig selv, hver gang jeg fik en ny idé. Jeg troede at det var et spørgsmål om, at jeg hele tiden skulle gøre alt i et sindigt tempo. Men når jeg betragter min proces som et cirkulært forløb med forskellige faser, bliver det meget nemmere at værdsætte hver enkelt fase og dens særskilte tempo. Jeg bliver heller ikke så bange for at gentage mig selv. Det bliver meget klarere for mig, at jeg ikke behøver at frygte min virketrang, så længe jeg husker at overgive mig til langsomheden igen, når jeg er blevet træt. At essensen er, at kunne skifte tempo. At alting har en tid – og et dertilhørende tempo.

Det langsomme projekt

Men det er ikke enkelt at bryde med så subtil en struktur som vores tidsopfattelse. Og hver gang jeg interagerer med nogen uden for min egen boble, bliver jeg udfordret. Jeg har belavet mig på, at det sandsynligvis kommer til at være et livsprojekt for mig at insistere på at finde en måde at leve langsomt på. Men langsomhed er for mig den mest direkte vej til det sted, hvor ideerne flyder frit. Hvor jeg kommer i “flow”, og jeg undersøger konstant, hvordan jeg kan finde balancen mellem forskellige tempi. Hvordan jeg kan dossere. Prøve at finde en rytme. At lytte til kroppens og naturens rytmer i stedet for at kæmpe imod dem.

Årshjulet

En af de ting, der har hjulpet mig til at genfinde balancen, har bl.a. været at forsøge at tune ind med årstiderne og deres forskellige stemning og tempi. At lade foråret være ideernes tid, hvor jeg tillader mig selv at sprudle over af virketrang uden at frygte mit næste stresssammenbrud. At lade sommeren være den vedholdende tid, hvor jeg bliver i det uforløste, gøder og vander, uden at stresse og tage forhastede beslutninger. At lade efteråret være høstens tid, også i overført betydning, hvor jeg runder af, høster det, der bar frugt, overgiver mig til en indadvendt målrettethed, inden vinteren, kompostens tid, hvor fejringen og hvilen får lov at indfinde sig.

At marinere

Det hjælper mig også at lade ting tage lang tid. Den roman, jeg arbejder på for tiden, har indtil videre været syv år undervejs. Der har været lange perioder, hvor jeg ikke har haft tid eller ro til den, og det kan godt frustrere mig, at jeg ikke bliver færdig. At jeg ikke kan sætte flueben ved den. Men som regel opdager jeg, når jeg tager fat på den igen, at den tid, jeg ikke har brugt på romanen alligevel er kommet den til gode. Som om den arbejder videre, når jeg ikke rører den. Som en surdej, der skal have tid og ro, for at virke. Eller - som den inspirerende Nadja Pass fra Samtidens Akademi udtrykker det: Nogle ting har godt af at marinere.

Langsomhed i hverdagen

Men ofte er løsningerne også helt lavpraktiske. Såsom at sove, når jeg er træt. Eller kafferitualet oven på morgenens intense ud-ad-døren-og-aflever-børnene-til-tiden. Eller at lægge mig på gulvet på ryggen og mærke tankerne falde på plads helt af sig selv, mens pulsen daler. Eller mine skrivemeditationer, hvor jeg bare skriver det, jeg sanser (men som regel ender med at skrive noget, der havner i en bog).

Sværere er det, når jeg har været inde i en periode med for mange gøremål, ikke at blive hængende i overhalingsbanen. Ikke at blive fartblind, når først stresshormonerne fortæller mig at det er et spørgsmål om overlevelse at blive ved, at løbe og kæmpe.

At sysle

Da jeg første gang var stresssygemeldt, fik jeg at vide, at jeg ikke måtte lave noget. At jeg skulle forholde mig helt i ro. Det føltes som et overgreb. Min krop ville ikke være i ro. Og jeg har fundet ud af, at det hjælper mig at sysle, fremfor at lave ingenting. At rode med noget, som ikke kræver tankeenergi, men blot hændernes rolige arbejde. Jeg har i den forbindelse genopdaget min barndoms glæde ved at tegne og snitte linoleum. Det begyndte egentlig med at, jeg skulle lave tapeter til vores kolonihave. Men jo mere jeg dykker ned i det, jo mere føles det som om, jeg har fundet det ben, jeg manglede for at kunne holde balancen. For hvad der bare var en tosset idé, viste sig ikke bare at give ro, men også at åbne min skriveproces på en ny måde. Og her er rytmerne og gentagelserne dukket op igen.

Tapeter

Når jeg laver skitser til tapeter kræver det en blanding af stort overblik og samtidig at turde slippe overblikket for at nørkle med en detalje. Men det billede, jeg har tegnet, bliver først helt udfoldet - den store sammenhæng bliver først tydelig - når jeg har snittet mønstret i linoleum, trykt det i baner, hængt det op på væggen og træder tilbage og giver slip. Så kan de rytmiske gentagelser træde frem. Det drager mig vildt at skabe mønstre, der forgrener sig i utallige, arabeske sideskud, som dog, netop fordi sideskudene griber ind i hinanden, gentager sig. Og jeg har opdaget, at jeg kan overføre min proces fra tapetet direkte til min skriveproces - og gøre den både mere frugtbar og mere skånsom. Hvor jeg tidligere ville forsøge at kontrollere og være sikker på, jeg kunne regne udfaldet ud, tillader jeg mig nu at arbejde med detaljer og stole på, at det hele kommer til at give mening til sidst. Samtidig med, at det åbner min horisont at betragte mine narrativer ikke bare som stramme plotlinjer, men som noget med en visuel udstrækning, som et billede eller et landskab. Som noget rumligt tilstedeværende og ikke bare en lineær fremadskriden. Og det foresvæver mig, at der alle vegne findes mønstre, der på mystisk vis forgrener sig, gentager sig og griber ind i hinanden.

Sammenhænge

I musik opstår harmonien bla. gennem en vekselvirkning mellem rytmer og tempi. Jeg er ikke musiker og skal passe på ikke at rode mig ud i noget, men rent intuitivt falder det mig ind, at der også opstår en særlig harmoni i vekselvirkningen mellem naturens rytmer, mellem de forskellige fasers forskellige tempi. At rytme (jf kognitionpsykologen) er en meget større del af vores grunderfaring som mennesker, end vi giver det plads til. De ældste mundtlige fortællinger var båret af metriske rytmer (fx Odysseen som i øvrigt også er en hjem-ude-hjem-fortælling). Rytmen hjalp til at huske, til at overvinde tiden og forgængeligheden, før man fik skriften. Selv vores første ord kommer næsten altid som en to-faset rytme: ma-ma, ga-ga, ba-ba ... ligesom vores hjerte- og pulsslag.

Jeg tror måske nok jeg har hørt Suzanne Brøgger sige om skrivning, at det er ligesom at trække vejret: Indtrykkene er indåndingen og skriften, udtrykket, er den nødvendige udånding.

Indånding (indtryk) —> Udånding (udtryk) —> osv

Også dette kan begribes som en cyklisk - en rytmisk - nødvendighed. På den måde oplever jeg hele tiden, at jeg støder på pirrende implikationer af, at et par cykliske briller kan uddybe min forståelse af verden og af det at være til. Skrivning, arbejdsprocesser, stress, musik, vejrtrækning, langsomhed - sågar klima (fx genbrug vs. forbrug). Og undersøgelser af tid, tempo og proces er blevet en uadskillelig del af mit kreative virke og mit liv i det hele taget. Det er også her, i krydsfeltet mellem teori og praksis, at det bliver klart for mig, hvorfor jeg i mine bøger til stadighed drages mod en blanding af videnskab og fri fantasi - det er somme tider en vanskelig balance at arbejde med, men det bedste er, når uventede forbindelser træder frem, når flagrende tråde viser sig at hænge sammen og danne nye, overraskende mønstre.

Hvis disse tanker sætter noget i gang hos dig, hører jeg meget gerne fra dig. Måske har du erfaringer, der kaster lys over et område, jeg endnu kun har skimtet konturerne af? Måske har du et spørgsmål til noget, eller opdaget noget, jeg har overset? Måske vil du bare gerne dele dine egner oplevelser af tiden? Under alle omstændigheder: Tak for din tid!