I år havde jeg virkelig svært ved at skrive den ansøgning til Statens Kunstfond. Syntes pludselig ikke, det var muligt at skrive noget som helst på én side. Men altså, det blev heller ikke lettere af, at jeg havde mest lyst til at skrive om blomstermaleri … og nu må det få afløb her i stedet.

Hvor jeg har famlet rundt i blinde i min roman, har de erkendelser, der har har farvet mit arbejdsår, de rammer, jeg har set verden igennem, ikke været udgjort af litteratur, men af billeder. Billeder af blomster. Og det blev smukt understreget på min fødselsdag forleden, da endnu et blomsterbillede fandt vej hjem til mig.

Jeg har de seneste år haft en tiltagende forkærlighed for det, man i gamle dage nedsættende betragtede som “kvindekunst”: blomstermalerier. Interiører. Håndarbejder. Og selvom jeg udmærket forstår det tåbelige i denne nedgradering, sidder der alligevel en gammel rest af kultursnobberi, der har ansporet en følelse af noget skamfuldt. At det ikke var “fint” eller ikke var “rigtig kunst”. At det var ulødigt og manglede kant. Måske netop derfor har jeg tilbagevendende søgt at forstå, hvorfor jeg tiltales så meget af blomstermalerier.

Jeg har, siden jeg første gang så Marthe Armitages linoleumssnittede blomstertapeter, været fuldstændig fortabt i dem. De ansporede mig til at lave mine egne, og arbejdet med at tegne blomster til dekoration, snitte og trykke dem, har ikke gjort mig mindre forgabt i motivet.

I foråret købte jeg to oliemalerier af Kristine Hellesø med hhv en blomstervase og et citron-stilleben (ud fra devisen om, at kunststøtte skulle bruges til at købe kunst), og følte mig meget lidt edgy. Men lykkelig!

I sommerferien besøgte jeg Anna Syberg-udstillingen på Fåborg Museum. En på en måde meget lidt spektakulær udstilling. Alligevel rørte den mig dybt. Der var en intensitet i hendes blomsterakvareller, der gik lige igennem mig. Måske blev det forstærket af, at vi i samme ferie besøgte nogle venner, der havde lejet sig ind i Sybergernes gamle hus, Poppelhuset, som var fuldt af originale malerier, og at vi sad i haven og malede akvareller med børnene. Måske var det det dér stik af sorg, jeg følte, da jeg læste, at Anna Syberg døde allerede som 44-årig og efterlod en enorm børneflok moderløse. Eller måske var det endnu mere det, at jeg trods den sorg over livets skrøbelighed havde en besynderlig oplevelse af lethed. En fortrøstning. For det slog mig, at hun havde levet helt og fuldt i hvert eneste af sine øjeblikke. At man derfor ikke kunne tale om, at hendes liv var kort, men tvært imod besynderlig evigt.

Akvareller fra haven i Poppelhuset, sommeren 2020

Kataloget for udstillingen hed “Øjeblikkets skønhed”, og i et øjeblik dér, slog det mig, at når jeg mærker øjeblikkets skønhed, er døden og resten af livets skrøbelighed ikke den mindste smule skræmmende. Og måske er det netop det, der er grunden til at denne form for kunst, denne dvælen ved øjeblikket, er så sært tilfredsstillende? Som når man overgiver sig til at betragte en mariehøne med barnlig begejstring. At blomstermaleriet helt uden at gøre væsen af sig rummer en essens af liv og nærvær - der netop i kraft af dette nærvær sætter sig ud over timeligheden, forgængeligheden.

Øjeblikkets skønhed.

Tiden går generelt for hurtigt, sådan oplever jeg det, når jeg bekymrer mig om at nå fra A til B. Når jeg hele tiden tænker på, hvad næste skridt skal være. For meget gøren, for lidt væren.

Når jeg sidder i den skarpe morgensol med benene oppe og lytter, ser, mærker og er, så forsvinder knuden i maven og jeg kan bedre trække vejret igen. Måske er det bare sådan, helt enkelt, at visse øjeblikke må nydes, dvæles ved, uden hele tiden at ses i en større sammenhæng. Som fx et stramt plot. Det skal nok komme til at hænge sammen i længden (og hvis ikke det gør, skal vores meningslystne hjerne nok opfinde en sammenhæng). Og når man ser sådan på det, betyder det heller ikke helt så meget, hvor langt eller kort et liv er. Hvert øjeblik er forbundet til de andre i en evighed af gentagelser i mønstrets rytme. Hver øjeblik rummer evigheden.

Arbejdet med tapetet har givet mig utroligt mange gaver til min skriveproces. Bl.a. at omfavne det uperfekte, fordi det tit er det uperfekte, der gør, at jeg virkelig kan mærke noget. Fordi forskellen mellem det perfekte og det uperfekte er forskellen mellem en plastikflade og træ, der ånder. Fordi sprækker og porøsitet er det, der gør en udveksling mulig.

Men det er også tapetet og der har lært mig at arbejde i flader frem for linjer. Jeg har altid skrevet meget lineært, flettet alle plottråde til en stram linje. Det er ikke længere muligt for mig (stress, kronisk sygdom. Den slags går ud over koncentrationen). Og det er heller ikke sådan, jeg tænker. Men rytmen og endeløsheden af det gentagne mønster har udfordret måden jeg forstår alt, hvad jeg laver, på. Mens jeg arbejdede med mit mønster til tapetet i vores kolonihave indså jeg, at jeg ikke kunne arbejde fra A til B. Jeg var nødt til at slippe kontrollen og koncentrere mig om én detalje af gangen - og til slut ville det hele på en eller anden mystisk-magisk vis alligevel falde i hak. Mønsteret lærte mig desuden, at der altid er en rytme, men ikke nødvendigvis en begyndelse og en slutning. For hvor begynder det gentagne mønster?

Stuen i vores kolonihave. Work in progress …

Og måske er det i grunden det, der tiltaler mig så stærkt ved at lave tapeter, udover at skabe rum: Kombinationen af det taktilt visuelle og de besynderlige forbindelser, det fortæller mig om. Både ift proces og plot. Tapetet er med sit gentagne mønster et opgør med en lineær tidsopfattelse. Der er ikke én logisk sammenhæng, kronologi eller kausalitet. Der er mange veje og alt er forbundet. Rytmens gentagelser passer bedre ind i en cyklisk verdensopfattelse hvor tiden er mere heterogen.

Samtidig forbinder blomstermotiverne, de små detaljer, én med den barnlige evne til at dvæle med begejstring ved alle livets små vidundere. Som en snegl. Et blad med et hul. En bevægelse. Intenst nærvær. Væren.

Tapetet er på den måde både et utal at øjeblikke, sanselige, skønne, forbundet i et evigt gentagende mønster. En nærmest dobbelt-forbindelse til noget, jeg bedst kan beskrive som evighed: rytmens evighed af gentagelser samt den sanselige væren i nuet - fordi den dvælen har ophævet forbindelsen mellem A og B. Det beskrevne objekt er forgængeligt, men selve det at dvæle med den barnlige begejstring ophæver forgængeligheden. Øjeblikket bliver så intenst, at man ikke mærker tiden, hvorved den ophører. I det øjeblik er tiden ikke en horisontal udstrækning fra A til B, men vertikal væren.

Jeg begynder altid året med en fødselsdag. I år blev jeg 38. Og på en måde var det utroligt fint at mine gaver på denne dag, hvor vi markerede tidens gang, var en total overgivelse til den blomstrende kvindekunst. Det var primært hjemmelavede stykker håndværk. En af dem var smukke, hæklede grydelapper, en anden en ramme til netop mit blomstermaleri af Kirstine Hellesø, en tredje var et broderi af et lille hus ved en strand omgivet af blomster, lavet af en engelsk broderikunstner ved navn Joan Ratcliffe. Sådan en strand, som Anna Syberg boede på mange somre med hele sin familie ved Fynshoved. Sådan en strand, som jeg selv drømmer om at bo på en dag. Broderirammen som cirkel omkring et hjem, jeg drømmer om, selvom jeg ved, at det hjem, jeg har opdaget i mig selv, når jeg dvæler ved øjeblikkets skønhed, er det vigtigste hjem, jeg kommer til at kende.