“Det er så vigtigt med en god proces”

Som mange andre i mine sko, har jeg brugt de seneste uger på den altid nervepirrende opgave at skrive legatansøgning til kunstfonden. Men bortset fra angsten for afslaget, er jeg begyndt at sætte pris på den årlige status, det inviterer mig til at gøre. Hvad er det egentlig, mit kreative projekt handler om lige nu?

I min folkeskole blev vi virkelig tudet ørene fulde af idealer om den gode proces “det er SÅ vigtigt med en god proces”. Og jeg må ærligt indrømme, at det nok i virkeligheden havde den modsatte virkning på mig. Måske var det bare den uheldige kombination af, at man fik at vide, man skulle prioritere processen, men alligevel ikke kunne slippe uden om at blive vurderet for resultatet til sidst. Snak om tydelige voksne. …

Nå, men uanset hvad – i mange år har jeg helt klart været meget resultatorienteret. Og jeg har det stadig sådan, at hvis jeg ikke kan se et mål med det jeg laver, bliver jeg hurtigt utilfreds og rastløs. Der må gerne ligge noget og vente et eller andet sted derude i fremtidsdisen. Forventningens glæde, i guess.

Derfor blev jeg ærlig talt lidt overrasket over at opdage, at hele min ansøgning til kunstfonden, i år mere eller mindre kom til at handle om min proces. Faktisk gik det op for mig, at alle de ting, jeg har arbejdet på det seneste år, både koncepter om tid, linoleumstrykte tapeter og hvad jeg ellers har kastet mig over, slet ikke var så væsensforskellige, som jeg troede: de var allesammen knyttet sammen af interessen for proces – og hvordan en forandret proces også har forandret mine resultater. Et af de led i processen, jeg sætter mere og mere pris på, er netop at gøre status. Så jeg har lyst til at dele nogle af tankerne fra min årlige legatansøgnings-status her:

Udadtil ser detseneste år i mit forfatterskab vældig produktivt ud. Jeg har udgivet to nye bøger og skrevet en tredje. Men indadtil har det været et meget mere stille og søgende år. Et år, hvor jeg har fokuseret mere på rammerne om min kreative praksis end på produkterne. Der var nemlig engang, hvor jeg troede, at jeg blev syg af ikke at skrive. Men for et år siden opdagede jeg, at jeg var blevet syg af netop det.

Hvad himlen kan fortælle os – videnskabshistorier for børn (2018) udkom i august. Det var et bestillingsarbejde, og opgaven var at formidle videnskabshistorie til børn. Jeg insisterede på, at den også skulle fungere litterært, at rammefortællingen ikke bare skulle være en undskyldning for at hive videnskab ned over hovedet på børn. At historien om den lille dreng, der skal bo hos sin verdensfjerne slægtning, som er så fortærsket en model, skulle røre læseren. Og mig selv.

Bogen er ikke let-læst. Det er flere hundrede års astronomihistorie fortalt på 250 sider. Men jeg tror det er lykkedes dels at fortælle videnskabens fantastiske verden frem, så den bliver (næsten) ligeså magisk som fantasy, og samtidig ikke kun fortælle, hvad videnskaben har fundet ud af, men hvordan den har fundet ud af det.

Bogen var imidlertid så krævende at skrive, at jeg efterfølgende var sygemeldt i flere måneder. Og trods gode omtaler har jeg haft meget svært ved at holde af den. At balancere det svære videnskabsstof og samtidig fortælle en historie fra hjertet, har jeg ellers set som en særlig ting ved mit forfatterskab. Det var også det, jeg gjorde i Tidsjagten (2012). Og det er også til dels det, jeg gør i Opfindelsernes bog. Fordi jeg synes det er vanvittigt spændende at se, hvad der sker, når fiktion og virkelighed får lov at krydsbestøve hinanden. Fordi der er en fantastisk dynamik i at researche og så se, hvad der sker, når jeg mærker den tilegnede viden i kroppen og lader fantasien arbejde videre med den. Og fordi, jeg synes vores verden er så fuld af forunderlig viden, som har godt af at blive bredt ud. Men det er et stort ansvar at formidle verdenshistorien korrekt og hårdt at sætte sig selv, sin krop og sine følelser på spil i processen. Så det blev klart for mig, at jeg måtte finde en anden vej ind i det.

Jeg har opdaget, at jo mindre jeg tænker på kvalitet, nyskabelse etc., jo mere bliver det netop det, jeg skaber. Jo mere jeg sender min indre perfektionist på orlov og fokuserer på at skrive for at finde ro i kroppen frem for at opnå et resultat, jo bedre, mere intenst, rent og vedkommende bliver resultatet. Jeg har det seneste år arbejdet med en form for skrivemeditationer, og egentlig var de kun tænkt som det: meditationer. En dvælen ved et øjeblik, noget sanseligt, en følelse. Men ud over at genetablere min glæde ved at skrive, har meditationerne også vist sig altid at rumme et eller andet, som ofte er netop den brik, jeg netop gik og ledte efter. Om det er decideret nyskabende, ved jeg ikke, men det er som om, at ved at lade metoden være styrende frem for resultatet, oplever jeg, at jeg opnår en større sensitivitet. Og langsomt er det begyndt at spire i mig, at jeg måske ikke behøver at veksle mellem at skrive enten fra hovedet eller hjertet, men at jeg med lidt øvelse kan lade de to kanaler smelte sammen …

Opfindelsernes bog er et forsøg på at give et udtryk til den verden af opfindelser, vi lever i. Hvad det vil sige at være menneske i informationsalderen, hvor opfindelser og forandring accelererer med hidtil uset kraft. Der er så mange spor i den, at jeg dårligt kan finde plads til det her. Det er en ungdomsroman om kærlighed. Det er en klassisk dannelsesroman anno 1900. Det er fantasy med et twist. Det er kulturhistorie og teknikhistorie. Og eksistentialisme. Det er stærkt plotdrevet og enormt dvælende, hæsblæsende og eftertænksomt. Og – vil jeg vove at påstå – tilbageskuende uden at være reaktionært …

Bogen har været med mig i mange år nu, og somme tider har det føltes tungt, at den endnu ikke er færdig. At jeg ikke bare kan sætte mig ned og ”arbejde igennem” for at få den færdig, og de mange tråde kan være svære at holde styr på. Men ofte dukker der bidder af den op, når jeg laver mine skrivemeditationer. Og når jeg så endelig har tid til at arbejde dybere med den, sker der altid noget nyt. En ny aha-oplevelse. Og på den måde oplever jeg ikke, at pusten går af den, fordi den tager så lang tid at skrive, men tvært imod at den har gavn af at ”marinere” i stedet for at blive ”vredet” ud af min hjerne under stort tidspres … at langsomheden ligefrem gavner den.

I processen med at genfinde skriveglæden og slutte fred med mig selv og langsomheden, er jeg også begyndt at tegne. I hånden. Jeg har ikke tegnet siden jeg begyndte på universitetet. Så blev jeg jo akademiker og måtte overlade det visuelt kreative til andre med større talent. Mine tegninger var også alt for pæne. Sådan, rigtig pæn-pige-agtige. Det er de sjovt nok også nu, men af en eller anden grund tiltaler det mig meget mere nu. Måske fordi der er et tema omkring de pæne piger, som jeg til stadighed føler en nødvendighed for at udforske (Jf. fx. Mellemrummet (2018)som også udkom i august og Lagkageulykken(2017)). Og da jeg gik i gang med Gækkebog, blev det hurtigt tydeligt, at ingen ville forstå min idé, hvis jeg ikke i det mindste lavede et visuelt forlæg.

Gækkebog er en historie om væren og ikke-væren. Om ikke at blive set. Og om hvad man så gør – især hvis man er en pæn pige. Den er udsprunget af min kærlighed til gækkebreve, til det intense nærvær i et brev sirligt udklippet i et enestående nu, som brevet bærer med sig til modtageren. Den er skrevet på rim og nedfældet på henved tyve gækkebreve. Ansporet af gækkebrevenes mønstre udgjort af huller, er det en undersøgelse af, hvad der findes og ikke findes. Hvis hullet er formet som et hjerte, er det der så, eller er der netop ikke noget hjerte? Og hvis ingen ser én, er man så overhovedet til?

Jeg har klippet og klistret efter bedste evne, og er endt med at holde virkelig meget af udtrykket, selvom det ikke er professionelt (den store udfordring er at få trykt en bog med så mange huller …). Historien er en jeg-fortælling set fra en lille piges perspektiv, og på den måde giver den kejtethed, hvormed jeg har klippet brevene, fortællingen en særlig autenticitet. Og det bedste er, at jeg, ved at tillade mig selv også at arbejde visuelt, føler at jeg har fundet det ben, jeg manglede for at stå. Nu forsøger jeg mig med en læs-let-bog. At fortælle en vedkommende og oprigtig historie i billederuden at plastre den til med ord. Mine romaner er så fulde af ord og det er gyngende grund for mig at vælge dem fra. Men der er noget befriende over at være amatør, blottet for viden om rigtigt og forkert. Og som nybegynder er alle mine sanser åbne.

I det hele taget er det nok det sanselige, det taktile, som drager mig i disse forsøg. Når jeg skriver sansende, har det vist sig at være helende for mig, men det bliver også bedre litteratur. Og når jeg også giver mig selv lov til at udfolde min kreativitet visuelt og taktilt, giver det (mindst) en ekstra dimension til mine fortællinger. Jeg arbejder anderledes, når jeg laver billeder, og der sker noget spændende, når jeg overfører den metode til skriften. Før bar mit arbejde præg af, at den ene logiske slutning fulgte efter den anden som punkter på en linje. Trådene i min fortælling samlede jeg til en stram, narrativ fletning, når jeg skrev – en linje i én dimension. Men når jeg åbner mine sanser og fx bruger visuelle arbejdsmetoder, oplever jeg at feltet for mit virke bliver flerdimensionelt. Trådene får lov at brede sig ud og blive vævet sammen til et helt tæppe med komplekse mønstre, der langsomt træder frem – ikke kun sammensat af punkter på en linje, men udgjort af et vidtstrakt, flerdimensionelt net. Jeg er kun lige begyndt, men jeg er så spændt på at se, hvor denne udveksling fører mig hen …