Har du nogensinde spekuleret på, hvad der ville ske, hvis du sænkede farten?

Jeg har lige lanceret en workshop-række om tid og kreativitet. Men altså, hvad har tid overhovedet med kreativitet at gøre?

Stort set alle de metoder, som har vist sig at virke for mig, har i en eller anden grad noget med tid at gøre. Særligt med at turde tage tid.

(Gå direkte til workshop)

Myten om deadlines magi

Jeg vil først og fremmest gerne aflive myten om, at man arbejder bedst op til deadline. Sandsynligvis er jeg den eneste, der nogensinde har været dum nok, til at tro på det, men jeg vil gerne lige være helt sikker. For jeg troede virkelig på det i mange år. Plejede faktisk at sige, at jeg arbejde kun op til deadline. Hvis der ikke var nogen deadline, fik jeg slet ikke lavet noget. Og i de sidste kritiske timer ud på natten med sved på panden skete der altid noget uforudsigeligt og magisk, noget, jeg ikke kunne have regnet ud på forhånd. Det bekræftede mig i, at det var deadline, der skabte magien.

Jeg har imidlertid været nødt til at lægge mit liv om. Jeg kan ikke længere tåle deadlines. Filmen er knækket for mange gange og er efterhånden så sprød, at jeg skal være meget forsigtig.

Er det så enden på kreativiteten for mit vedkommende? Min hjerne stopper ikke med at få ideer. Flere end jeg kan nå at udleve på et helt liv, selv hvis jeg tog nætterne med. 

At overgive sig til den skamfulde langsomhed

Det har været et hæsligt dilemma at være i – at have al denne her lyst til at handle, og samtidig ikke have styrken til at gøre det.

For ikke at knække (igen) har jeg været nødt til at fjerne alt hvad der minder om pres (lettere sagt end gjort!). Om ikke andet ignorere det. Kun at arbejde under pres, var ikke længere en mulighed, så jeg måtte undersøge andre veje. Ændre mine vaner.

Jeg har været nødt til at overgive mig til den skamfulde langsomhed, som jeg hele mit liv er blevet udskældt for. Gå mere meditativt til mit kreative virke. Lave små studier, ikke forsøge at tænke helhed og færdigt resultat, ikke holde styr på alle trådene på én gang. Det har været et voldsomt kontroltab. Og hvad med alle de der magiske indfald, som kun opstod i 11. time lige inden deadline? Måtte jeg bare vinke farvel til dem?

Om andre måder at finde deadline-magien på

Du har nok regnet svaret ud. Selvfølgelig måtte jeg ikke det. Det er begyndt at dæmre for mig, at det med at arbejde bedst op til deadline, handler om perfektionisme. Når tidens pres bliver stort nok til, at man ikke længere kan tillade sig selv at overtænke opgaven og bare må få det ud over rampen, må man også slippe perfektionismen – og så kan kreativiteten endelig komme til orde. Der er også et element af adrenalin, som sætter skub i tingene ved deadline, men det er ikke en særligt bæredygtig måde at arbejde på (hverken personligt, bl.a. fordi man ikke kan arbejde på den måde ret lang tid af gangen – eller i et større perspektiv, vil jeg påstå, men det er en anden historie).

Og det er jo ikke fordi, jeg bare er holdt op med at være perfektionist, fordi jeg har haft stress. Men der er andre måder at omgå perfektionismen på. Greb som ‘flowskrivning’ hvor man skriver i fx ti minutter uafbrudt og ikke må stoppe eller rette kan hjælpe til at slippe perfektionismen. Det kan være udmærket til at komme igang. For mig er det dog ikke den bedste måde at komme ind til kernen på. Fordi man ikke må stoppe, er der heller ikke meget tid til at mærke, hvor man vil hen, og metoden kommer for mig meget til at mime det at arbejde op til en deadline – det hele skal gå så hurtigt. 

Roen som kreativ drivkraft

Jeg har imidlertid opdaget, at når jeg går langsomt eller meditativt til arbejdet, er til stede med mig selv og oplevelsen, kommer de magiske indfald meget lettere til mig. Jo mindre, jeg lader adrenalinen være min kreative drivkraft, men roen, jo mere tilfredsstillende bliver mit arbejde. Både processen og resultatet. Når jeg lader øjeblikket og den enkelte handling eller opgave fylde og ikke tænker på, at det skal være færdigt eller hvad modtagerne tænker, lader tiden være med mig og ikke imod mig, kommer jeg lettere (og hurtigere!) ind til kernen. Når jeg ikke forsøger at holde styr på alle trådende samtidig, ikke hele tiden fokuserer på resultatet, men har tillid, falder tingene i hak (alligevel).

Men intet menneske er en ø …

Det er ikke let at gå mod strømmen. Den kultur, vi har skabt, forherliger hastighed i en grad, der er uhensigtsmæssig. Og min pointe er heller ikke, at vi alle sammen bare kan vælge at gøre tingene på en anden måde, så får vi det meget sjovere. Kultur er et fælles anliggende, og vi kan ikke løse problemet med tiden hver for sig. Jeg har efterhånden erfaret, at mange gerne ville have mere tid, føle at de har større indflydelse på deres egen tid. Og jeg har indtryk af, at mange er decideret bange for at være langsomme. Jeg ved at jeg selv har skammet mig over min tilbøjelighed til langsomhed hele mit liv. Derfor vil jeg gerne dele denne erfaring.

Jeg bliver lynhurtigt grebet af forestillinger om forventninger og deadlines, lynhurtigt påvirket af mine egne utallige indfald og af det tempo, jeg møder, så snart jeg går uden for, åbner min mail eller bare strejfer nettet. Og så snart jeg begynder at tænke på deadlines eller penge, bliver det, jeg skriver, bare ikke særligt godt.

Men når jeg husker, at alting har en tid – og lader den tid fylde og tillader mig selv at være noget så uforskammet som både langsom og ineffektiv – når jeg har tillid til at hele huset ikke braser sammen omkring mig, mens jeg nørkler med det her lille hjørne, så er det en langt mere tilfredsstillende proces. Først og fremmest fordi jeg kan tillade mig selv at nyde den. Også – naturligvis – fordi jeg ikke bukker under for presset. Et vilkår, jeg er nødt til at leve med.

Og så har jeg opdaget at det slet ikke sætter mig tilbage. Tvært imod. Jeg når ikke mindre, ved at være langsom og lade tingene tage den tid, de tager. Til gengæld er det, jeg når, bedre og mere væsentligt.

Er du blevet nysgerrig, kan du tilmelde dig en eller flere workshops i rækken ved at skrive til hejhej@gertrudekiel.dk eller læse mere her.