Nordjyske stjerner

Temmeligt spoiler-agtig anmeldelse af Lagkageulykken i Nordjyske Stiftstidende 11.03.2018 🙂

I dag er sådan en dag, hvor alting lykkes. Hvor mit liv skinner, som den mest blankpolerede facebookprofil. Jeg laver det, jeg allerhelst vil. Og jeg tror på det. Jeg har en vidunderlig familie og en glad mand, der bygger os det vidunderligste lille sommerhus. Jeg er begyndt at se en vej ud af kronisk-på-røven-dagpengeafhængighed, og jeg har oven i købet netop fået at vide, at jeg får penge tilbage i skat.

[FANFARE OG HUJEN]

Noget om, hvordan det også kan se ud

Sådan var det ikke helt for to år siden. Ikke fordi mit liv var noget lort. Jeg havde en dejlig familie og alt det der. Men jeg var alvorligt i tvivl om den beslutning, jeg havde taget om at være forfatter.

Jeg havde forladt mit day-job som museumsformidler for at hellige mig forfattergerningen. Det var bare meget lettere sagt end gjort.
Jeg havde længe gjort kur til et forlag, som jeg virkelig godt kunne lide. Hele deres måde at tænke forlagsvirksomheden på tiltalte mig. De var så passionerede. Og de kunne også næsten lide den historie, Mellemrummet, som jeg havde sendt til dem. Bare ikke nok. Jeg blev ved med at prøve at skrive den om, uden held. Jeg var på barsel, og det var naturligvis svært at finde tid. Men jeg begyndte også at frygte for, hvad der skulle ske, når min barsel sluttede. Hvad skulle jeg leve af? Og var der overhovedet nogen, der ville have mine historier? Siden Tidsjagten havde jeg kun fået afslag.

Jeg følte mig ensom i forfatterhvervet. Jeg kendte ikke ret mange andre og havde ingen at sparre med. Jeg anede dybest set ikke, hvordan man gjorde – hvordan man fik sit liv til at hænge sammen som forfatter. Alt fra hvordan man strukturerede sine historier og sit arbejde, til hvordan man fik sin hverdag og sin økonomi til at hænge sammen. Jeg søgte statens kunstråd om et legat men fik et høfligt afslag om, at jeg skulle få udgivet noget mere. Det kunne de jo sagtens sige. Jeg søgte om skriveophold på klitgården, men fik afslag.

Om vejen ud?

Og så viste det sig, at Forfatterskolen for Børnelitteratur havde optagning.

På en måde virkede det fjollet. Jeg havde jo allerede udgivet en børnebog. Men det virkede også som om, det netop kunne blive min vej ud af ensomheden. Og et sted, jeg kunne få hjælp til alle de praktiske ting også. Jeg kunne blive en del af et miljø.
Til informationsaftenen mødte jeg to, jeg kendte. Vi lavede en skrivegruppe og hjalp hinanden med teksterne. Det var så dejligt. Men der var kun en af os, der kom ind. Og det var ikke mig.

Kim Fupz Aakeson havde læst ansøgningerne igennem. Dansk børnelitteraturs grand old man. Men selvom man havde betalt 500 kroner for overhovedet at komme i betragtning, fik man ingen respons. Ingen begrundelse for sit afslag.

Hvad fanden kan jeg, hvis jeg ikke engang kan komme ind på en SKOLE for børnelitteratur?! Tænkte jeg. Forbitret. Det føltes som universets vink med en stor, tung vognstang lige ned i sylten. Der var ikke rigtig noget, der pegede på, at jeg havde taget den rigtige afkørsel …

Om en rar ting at huske på, når universet vinker med vognstænger

Så kom jeg i tanke om, hvorfor det var, jeg havde taget den vej. Da jeg arbejdede som museumsformidler og blev syg med stress, blev jeg ikke kun pinligt bevidst om, at jeg ikke ville arbejde i museumsbranchen. Jeg blev også klar over, at jeg til dels blev syg af, ikke at skrive.

Jeg har ellers aldrig haft det sådan, at jeg ikke kunne lade være med at skrive. Det kan jeg sagtens. Jeg bliver bare ikke rigtig den bedste udgave af mig selv, når jeg gør det (altså, lader være med at skrive).
Og selvom det var temmelig dyrtkøbte lærepenge for både mig og min familie (og selvom det at følge drømmen på det tidspunkt heller ikke gjorde mig til nogen særligt fed udgave af mig selv), blev jeg helt glad for, at jeg allerede som 33-årig havde fået en erfaring, der gav mig den indsigt. For det gjorde det meget lettere at holde fast: Der var ingen, hverken forlag, skoler, fonde eller anmeldere, der skulle afgøre, om jeg skulle skrive. Om jeg havde ret til at have et udtryk. At skrive er en nødvendighed for mig. Og selvfølgelig har jeg ret til at have et udtryk. Jeg behøver ikke bede om lov. Så måtte jeg jo bare se at finde en løsning.

Og om ikke at miste sig selv.

Løsningen kom ikke. Ikke lige med det samme, i hvert fald. Men drypvis skete der noget.
Jeg holdt fast i den lille skrivegruppe, vi havde dannet, da vi søgte ind på Børnebogsforfatterskolen. Og det var så befriende at have nogle ligesindede at dele både tekster og kvaler med. Og jeg opdagede at den historie om Mellemrummet, jeg havde bakset så længe med, ikke kunne være anderledes. Det var en historie, som betød rigtig meget for mig, og jeg var nødt til at føre den tilbage til den oprindelige idé. Jeg havde været så forelsket i forlaget, at jeg havde været alt for villig til at lave den om. Men hvis man mister sig selv i en forelskelse, har man jo ikke noget at tilbyde den anden. Det skrev jeg til dem og forklarede, at jeg ville sende historien til nogen andre. Det kunne de godt forstå, og hvis jeg havde noget andet en dag, var jeg selvfølgelig velkommen til at skrive igen.

Jaja.

Om at holde godt fast, når vinden vender

Men så kunne jeg altså ikke lige lade være med at sende dem den tekst, som Børnebogsforfatterskolen havde afvist. Det var en historie, om en Lagkage, der på et splitsekund blev forvandlet til skrald, og en fødselsdagsfest, der ikke gik helt som planlagt. En historie, som jeg faktisk syntes rummede nogle fine og vigtige ting. Der gik lidt tid. Og så skrev forlaget tilbage, at de ville udgive BEGGE mine historier!!!!

I mellemtiden kom der penge til et andet forlag, der ville have mig til at skrive om naturvidenskabshistorie for børn. Det viste sig ganske vist ikke at være penge nok, men lige dér følte jeg, at vinden vendte.

Nu ved jeg jo godt, at det er sådan med vind, at den kan vende igen. Men det gør ikke helt så meget, når man ved at den vej, man har valgt, er den eneste mulige.

Om det gavmilde Nordjylland

I november udkom Lagkageulykken. Den historie, der ikke fik mig ind på Børnebogsforfatterskolen fik mig ind hos de dejlige Jensen&Dalgaard. Bogen fik en fremragende lektørudtalelse, en fin anmeldelse på bogbotten.dk og har solgt 350 eksemplarer (hvilket er ganske godt i den genre). Til maj udkommer (forhåbentlig) både Videnskabshistorier for børn og Mellemrummet. Og netop i dag, hvor jeg befinder mig i det nordligste Nordjylland, fordi jeg er så heldig at have fået et legatophold på Klitgården i Skagen, viser Nordjylland sig fra sin allermest gavmilde side: I Nordjyske Stiftstidende er der (lige ved siden af Kim Fupz Aakesons nye børnebog i øvrigt), et billede af Katrines fantastisk appetitlige forside til Lagkageulykken og en rundhåndet anmeldelse med hele 5 funklende stjerner.

Temmeligt spoiler-agtig overskrift, men vi takker alligevel … Anmeldelse af Lagkageulykken i Nordjyske Stiftstidende 11.03.2018

Jeg vil hermed gerne udbringe en skål for Nordjylland (jeg kan godt lide dig!). For at gøre det, man bedst kan lide. Og for ikke at lytte alt for godt efter, når universet vinker med vognstænger. Hip Hip Hurra!

Hipp hipp hurra! Konstnärsfest på Skagen. By P.S. Krøyer – photo by UFA66, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=26417976