Facebookside til naturvidenskabelige godnathistorier

Fik jeg sagt, at jeg arbejder på en bog med naturvidenskabelige godnathistorier for børn?

Det er et virkelig (synes jeg selv) fint projekt, som jeg laver i samarbejde med forlaget Character Publishing. Jeg har skrevet første udkast til en bog om astronomi og den naturvidenskabelige revolution for børn i 7-årsalderen (plus/minus). Nu sidder jeg og redigerer den med alt hvad det indebærer af de der ‘det-ska-sgu-nok-blive-fedt-NEJ-det-her-bliver-aldrig-en-bog-der-er-værd-at-læse’-rutscheture. Det er virkelig (og her føler jeg trang til at bruge et kraftudtryk, undskyld) PISSE SVÆRT at få naturvidenskabshistorie til bare sådan lige at glide ind i fortællingen uden at det bliver tungt/kedeligt/underligt. Selvom jeg jo egentlig selv synes, at det er vildt spændende. 

Og altså, det er VIRKELIG spændende. Jeg brugte årets første måneder på at researche til bogen, og blev mere og mere frustreret over alle de ting, jeg ikke kunne få plads til. Hvilket resulterede i, at jeg nu har skister til (mindst) fire bøger mere om bl.a. geofysik, anatomi, bakteriologi, teknologi og … og … og. Nu må vi se.

Nå, men det er at tage glæderne på forskud. I første omgang ved jeg heldigvis én ting, som med sikkerhed bliver fedt: tegningerne. For dem står den helt fantastiske, norske illustrator Gunvor Rasmussen for, og hun har allerede på skitsestadiet bibragt bogen så meget poesi og humor!

Alt imens knokler vores vanvittigt dedikerede lille forlag med at skaffe de sidste penge til tryk – og måske (hvis vi er heldige) til nogle flere illustrationer. Og ja, det er rimeligt angstprovokerende at så mange mennesker arbejder på at tegne, trykke og markedsføre en bog, som jeg ikke selv har skrevet færdig endnu. Det lægger ligesom et vist pres … Men samtidig er det helt fantastisk at være på et forlag, der er så dedikeret og (mindst!) ligeså opsat på projektet, som jeg selv er. De har lavet en facebook-side, hvor man kan følge projektet. Der kommer også en kickstarter-kampagne, og vi har vist brug for al den opmærksomhed, vi kan få. Så her kommer det: I må rigtig gerne (PLEASE!) både like og dele siden.

Facebookside til naturvidenskabelige godnathistorier